Magnus Cort på træningstur. Foto: TV 2/Bornholm
Udgivet: 31.03.2025
kl: 13:34
Tour de France, Vuelta a España og Giro d'Italia.
Det er sommerens helt store cykelfelter, som Magnus Cort og holdet Uno-X nu er et skridt nærmere.
Den internationale cykelunion, UCI, har i dag meddelt, at yderligere et cykelhold får muligheden for at blive udtaget til de tre cykelløb.
Tour de France har samtidig bekræftet, at Uno-X får et såkaldt 'wildcard' og skal køre med i Tour de France.
Det skriver TV 2 Sporten.
- Det er jeg naturligvis meget glad for. Det er jo årets højdepunkt, så det er selvfølgelig en lettelse endelig at få bekræftet, at vi også i år skal med, siger Magnus Cort til TV 2/Bornholm.
Magnus Cort på træningstur. Foto: TV 2/Bornholm
Et danskerhold til touren er officielt
Foruden Magnus Cort har Uno-X flere danskere på holdet, som cykelglade fans kan se til de store cykelløb.
Det gælder blandt andet Andreas Kron, Carl-Frederik Bévort, William Blume Levy, Simon Dalby, Henrik Breiner Pedersen og Rasmus Bøgh Wallin der er på kontrakt hos Uno-X.
Indtil videre er det dog kun Tour de France, der officielt har meldt ud, at Uno-X har en plads til start.
Den sportslige chef hos Uno-X, Thor Hushovd, siger til TV 2 Norge, at han er lettet over, at det nu endelig er afgjort, at holdet kommer med til Tour de France for tredje år i træk.
- Det har været nogle lange uger og måneder i venteboksen, så det er dejligt, lyder det.
Også sportsdirektøren hos Uno-X, Emil Mielke Vinjebo, jubler over nyheden.
- Vi har bygget sæsonen op omkring Tour de France, så vi er sindssygt glade for, at det bliver bekræftet. Ellers ville vi skulle lave så mange ting om i vores program, fordi det ville ændre vores sæsonplanlægning. Det er en kæmpe lettelse og et skulderklap, at ASO ser os som et wildcardhold, siger han til TV 2 Sport.
Hverken Giro d'Italia eller Vuelta a Espana har meldt noget ud endnu.
Her er Magnus Corts cykelhold, Uno-X, et af de hold, der har den største chance for at blive udtaget, skriver TV 2 Sporten.
Normalt er der kun plads til to ekstra hold, men den internationale cykelunion har i år valgt at give plads til tre hold, der ikke er udtaget til cykelløbene i forvejen.
TV 2/Bornholm har lige fulgt Magnus Cort op til og under cykelløbet Milano San Remo, hvor han fik en sjetteplads. Det kan du se her: