/artikel/pokalfinaler-udspiller-sig-i-tejn-og-svaneke
Pokalfinaler udspiller sig i Tejn og Svaneke

Foto: TV 2/Bornholm

Kvindernes bornholmske pokalfinale i fodbold, mellem AaIF og Viking/RIK, spilles tirsdag på Tejn Stadion - og mændenes pokalfinale, NB Bornholm-Viking/RIK, spilles onsdag på Svaneke Stadion.
Af: Torben André Poulsen

Bornholms fodboldhjerte banker hårdt de næste to dage, når to store pokalfinaler spilles på øen - først i Tejn tirsdag og derefter i Svaneke onsdag.

Der venter publikum to dage fyldt med bold, lokal stolthed og ægte stadionstemning, skriver DBU Bornholm i en pressemeddelelse.

Aakirkeby og Rønne mødes i kvindernes finale

Tirsdag i Tejn spilles en historisk kvindefinale. For første gang nogensinde bliver en kvindelig pokalfinale nemlig spillet på Tejn Stadion - og værterne fra Tejn IF har gjort alt for at skabe de perfekte rammer.

Banen står snorlige, hjørneflagene er nystrøgne i klubbens farver, og stemningen bliver familiær og festlig - med hoppeborg, oppustelig fodboldbane, hyggelige siddeområder og salgsvogn med mad og drikke.

- Vi har lagt os i selen for at gøre det her til noget helt særligt, både for spillerne og publikum. Det bliver en super aften for hele familien, siger Steen Komstedt, Tejn IF.

Finalen i Tejn spilles mellem AaIF og Viking/RIK - to af øens stærkeste kvindehold. Viking/RIK har domineret foråret og er ubesejrede i turneringen, men AaIF har tidligere vist pokal-nerver af stål. Kampen sparkes i gang klokken 18.30, og dommer er Nikolaj Kristensen.

Nexø og Rønne mødes i mændenes finale

Onsdag foregår mændenes pokalfinale på Svaneke Stadion - og det bliver en finale mellem øens to største byer - Rønne og Nexø.

Har du ikke fået fodboldkærlighed nok tirsdag? Så er det bare at starte bilen, cyklen - eller den trehjulede - og tage til Svaneke onsdag, hvor en pokalvinder skal findes hos herrerne.

Svaneke Idræts Klub inviterer til en stemningsfuld aften på det legendariske stadion, hvor alt er gjort klar til fodboldfest. Bornholmergarden åbner opgøret med en højtidelig indmarch - for første gang på stadion i solskinsbyen siden 1983.

- Selv plankeværket er nymalet og nænsomt restaureret af Svaneke Idræts Klubs fodboldformand, Peter Clausen, som har lagt både tid og kærlighed i stadionets udtryk, fortæller DBU Bornholm.

Programmet starter allerede midt på eftermiddagen, klokken 15.30 - og det bliver med kamp mellem U12-holdene fra RIK og Svaneke, hyldest af lokale fodboldlegender, pulled pork, fadøl fra Svaneke Bryghus, live DJ og stadionspeaker. Der bliver også sjove konkurrencer for børn og barnlige sjæle.

Pokalfinalen fløjtes i gang klokken 18.00. NB Bornholm er favoritter - efter et flot forår i Københavnsserien - og de møder et ungt og sultent hold fra Viking/RIK, som håber på at skabe en pokalsensation.

Dommertrioen består af André Kahlenberg, Halil Durakovic og Michael Jacobsen.

Fodboldfest over to dage

- Det er to finaler, ét fælles mål: At hylde bornholmsk fodbold. Tejn IF og Svaneke IK danner rammen om to forhåbentligt velspillede og fantastiske pokalfinaler - og fælles for begge klubber er kærligheden til spillet, det lokale fællesskab og de frivillige kræfter, der gør det hele muligt, skriver DBU Bornholm.

- Uanset hvilken by, du besøger - eller måske begge - så venter en stemningsfuld, lokal fodboldfest. Velkommen til Bornholms Pokaldage 2025, slutter DBU Bornholm.

NYESTE
Download vores nye mobil app her